Af Michael Bonnevie

 

For ca. 3 år siden, skrev jeg her på siden om Inderhavnsbroen, og om dens snarlige indvielse. At der skulle gå endnu 3 år, førend Københavnerne kunne tage den nye bro i besiddelse, var der vel ingen der troede. Sidst i 2013, gik Pihl og Søn konkurs, og der stod broen så, -ufærdig, og uden bygmester.

Efter diverse vitaminindsprøjtninger fra blandt andet Mærsk fonden og Københavns kommune, kom der endnu engang skred i sagerne, med entreprenørerne, Valmont SM ved roret.

Torsdag d. 7 Juli 2016, kl. 18.00 åbnede broen endelig! Jeg ville rigtig gerne have været forbi på dagen, men der kom noget i vejen. I stedet tog jeg derud i forgårs, for at inspicere vidunderet.

inderhavnsbroen-2016-29

Vejret var rigtig lummert og de truende sorte skyer varslede regn. Selvfølgelig havde jeg taget for meget tøj på, så det blev en noget varm forestilling. Jeg cyklede til Christianshavn, og kørte ned for enden af Strandgade, ved restaurant Noma, hvor broen har sit udspring. Jeg stillede cyklen, og blev straks slået af, hvor mange der ligesom jeg, ville tage turen over broen, enten på cykel eller gående.

inderhavnsbroen-2016-1

Oppe på broen var der til tider så meget trængsel, at trafikken gik helt i stå. Heldigvis er broen skabt så snedigt, at der er små heller her og der, hvor man kan trække ind til siden, og få sig et hvil. Selv cykelstien over broen, har små rastepladser hvor man lige kan stoppe op og kigge sig omkring.

inderhavnsbroen-2016-39

Meget af det ‘moderne’ byggeri vi ser i havnen i disse år, er jeg ikke den store beundrer af, men broen syntes jeg faktisk er lykkedes meget godt! Den gør hvad den skal, og det endda på en måde, hvor man inddrages til at opleve,  i stedet for bare at forcere fra a til b. Turen over broen på gåben, tager vel en ca. 5 minutter. Det er en meget mærkelig fornemmelse at have stået på Christianshavn minutter før, og til pludseligt at være i Nyhavn. Herunder ser vi Broen fra Nyhavns siden.

inderhavnsbroen-2016-28

inderhavnsbroen-2016-26

Oppe på broen er der tonede plexi glas ruder i forskellige farver. Det giver et særligt præg, og ser rigtig fint ud.

inderhavnsbroen-2016-8

Jeg må også over med cykel en dag.

inderhavnsbroen-2016-16

inderhavnsbroen-2016-23

Fakta om Inderhavnsbroen, fra kk.dk

Inderhavnsbroen Broen er del af den gang- og cykelforbindelse, som sikrer sammenhængen mellem Kongens Nytorv og Christianshavn via Nyhavn og Grønlandske Handels Plads, med videre forbindelse mod nord via broen over Proviantmagasingraven og mod Amager via broen over Christianshavns Kanal / Trangraven. Det forventes, at der dagligt vil køre ml. 3 – 7.000 cyklister på Inderhavnsbroen. Frihøjden på 5,40 m under broen svarer til højden under de øvrige broer i havneløbet. Det særlige ved broen er, at det er en skydebro. Den åbner ved, at de midterste brofag trækkes ind i de brofag, der ligger mod land.

Kort over broerne

Broen vil blive officielt indviet i august!

 

Relaterede fotos: