Af Michael Bonnevie
Man bliver aldrig for gammel til at lære! Det har jeg måtte sande på min tur til Nationalmuseet.
Jeg havde en ide om at jeg ville kunne tage de fleste billeder håndholdt uden blitz. Det havde jeg gjort en del gange før, også på andre museer, og med godt resultat.
Problemet med Nationalmuseet er, at mange af udstillingerne er dunkle og mørke, så det kræver længere åbningstider på kameraet, med dertil rystede motiver. På Nationalmuseet må man ikke bruge kamerastativ, medmindre man har særlig tilladelse, så jeg var derfor tvunget til enten at bruge flash, hvilket kan udvaske billedet og gøre det sterilt, eller tage chancen og håbe på det bedste. Det gik galt denne gang. Langt over halvdelen af billederne måtte kasseres, og dem der var tilbage er jeg ikke specielt glad for.
Jeg må skaffe mig en ordentlig flash der kan vinkles opad, da den indbyggede i kameraet ikke er for god til den slags billeder pga. mange ting på museer er bag glas og kan give genskin Ok, jeg har lært noget af det, så forhåbentlig laver jeg ikke det stunt igen 🙂
Nationalmuseet er stort! Rigtig stort! Så derfor er det nok en god ide at udvælge sig en sektion eller 2, og tage den derfra. Jeg mosede bare på, og vandrede af den ene uendelige gang efter den anden, og det er ikke optimalt, da meget bliver glemt eller udeladt.
Jeg kunne godt lide udstillingen med Danmark fra 1660 til 2000. Der er mange fine ting og sager, specielt når vi kommer ind i 1900 tallet..
Det er muligt jeg tager turen igen, og får taget nogle ordentlige billeder. Flashen skal dog lige skaffes først.
Link til Nationalmuseet
Wikipedia om Nationalmuseet.
Nationalmuseet er Danmarks statslige, kulturhistoriske hoved museum og omfatter såvel danske som udenlandske kulturers historie. Det har til huse i Prinsens Palais (fransk for palæ), ved Frederiksholms Kanal i København. Bygningen blev i sin tid opført til den kronprins, der i 1746 besteg tronen som Frederik 5.
Samlingerne går tilbage til Det Kongelige Kunstkammer, hvis store samling af kunsthåndværk, malerier, etnografiske genstande, våben og oldsager blev grundlagt af Frederik 3. omkring år 1650.
I 1807 blev der oprettet en “kgl. Kommission til Oldsagers Opbevaring” og et Oldnordisk Museum blev åbnet på loftet over Trinitatis Kirke i 1819. I 1832 flyttede man oldsagerne til større og bedre lokaler på Christiansborg. Kort efter den nye Grundlov i 1849 hvor kongens samlinger var overgået til staten, besluttede man at samle det hele i Prinsens Palæ.
Museets udstillinger
Blandt de udstillede genstande fra Danmark er skatte fra vikingernes togter, velbevarede moselig, genstande fra kirkens verden i Middelalderen og verdens største samling af gyldne altre. Derudover kan man også se Danmarks ældste mønt, våben og smykker fra jernalderen, fund fra jægerstenalderens bopladser, bronzealderens blæseinstrumenter – lurerne, ægyptiske mumier og 4000 år gamle græske marmorfigurer.
Blandt de udenlandske samlinger kan man se amuletter fra Grønland, kultgenstande fra Amerika før Christoffer Columbus, verdens ældste malerier som forestiller Amerikas befolkning, dragter og prydelser fra prærieindianerne, en japansk samurai-dragt eller indiske gudinder.
Ud over de permanente udstillinger har museet også ofte sær udstillinger.
Museet blev i 1970-erne kendt for sin pædagogiske udstillingsform, herunder panoramaer og modeller af Vedbæk fjord i stenalderen og nutiden, en jernalderlandsby, Trelleborg-anlægget, Dannevirke med flere. Ved en ny opstilling er de fleste af disse modeller blevet fjernet igen.
One reply on “Nationalmuseet”
Gamle dage, Nationalmuseet, også og ikke mindst det. Du vedbliver med at pirre min nysgerrighed Admin, jeg må med skam bekende, at jeg ikke selv har været der siden skoletiden, for snart herrens mange år siden og som jeg ser din reportage er der også her gået alt for mange år. At afsætte op til flere dage med besøg, med aflæggere i stedets Cafeteriaer/Restauranter, bør nok blive et `must`, for fremtidens oplevelsesture i indendørsvejr, som gødskning for intellektet, medens det stadig rækker ud over Islands Brygge og nærmeste omegn. Vil vi kende os selv, er det også nødvendigt at kende rødderne i ` vores` civilication og det vi er udsprunget af, de `Gamle` var jo ikke så `tossede `endda da de grundlagde vores liv !!!!!